SNV
  Kalender
SNV Kalender
  Ungdomsvenlig klub
Ungdomsvenlig
  Nye visioner
Nye visioner
  Oxbridge on Vejle fjord
Oxbridge on Vejle fjord
  Vedtægter Udskriv   
 

§ 1

Klubbens navn er Sejlklubben Neptun, Vejle, forkortet S.N.V. Standeren er rød med tre femtakkede hvide stjerner i standerens øverste hjørne.

 

§ 2

Klubbens formål er at fremme sejl- og motorbådssporten på Vejle Fjord ved at samle alle, der har interesse heri under klubbens stander, hvilket søges opnået ved:

  • At søge stadigt forbedrede havne- og klubforhold.
  • At fremme uddannelsen til godt sømandsskab, især af ungdommen.
  • At afholde kapsejladser, fællessejladser og at fremme tursejlads.
  • At virke for fællesskabet blandt medlemmerne.
  • At varetage driften og vedligeholdelsen af klubhusene samt klubbens materiel.

§ 3

Klubben er tilsluttet S.I.V. og D.S. og er herigennem medlem af D.I.F. og underkastet disse organisationers vedtægter og bestemmelser.

 

Klubben kan etablere afdelinger ved Vejle Fjord. Disse afdelingers budgetter og regnskaber skal udarbejdes og forelægges klubbens bestyrelse til godkendelse.

 

§ 4

Klubben har følgende medlemskategorier:

 

      A: Fartøjsejere over 20 år.

          Medlemmer, der ikke længere er fartøjsejere kan blive stående i

          denne afdeling.

 

      B: Andre aktive sejlere, f.eks. Optimister Jollesejlere Surfere Gaster.

 

      C: Støttemedlemmer.

 

Fartøjsejere med udenbys liggeplads kan optages som B- eller C-medlemmer, såfremt de er medlem af en anden sejlklub under Dansk Sejlunion.

 

For alle medlemmer over 20 år gælder, at der ved optagelsen betales et indskud, der fastsættes af generalforsamlingen.

 

§ 5

Indmeldelse i klubben finder sted ved henvendelse til bestyrelsen, der afgør, om optagelse kan finde sted. Ansøgere under 18 år må fremlægge skriftlig tilladelse fra forældre eller værge.

 

§ 6

Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december, og årskontingentet fastsættes på generalforsamlingen. Familierabat kan ydes efter generalforsamlingsbeslutning.

 

Kontingentet opkræves forud og skal være indgået senest 1. januar. Er kontingent ikke indgået, kan medlemsrettighederne, bl.a. pæleplads fortabes.

 

Genoptagelse kan først finde sted, når alle restancer er udlignede. I ganske særlige tilfælde, hvor et medlem er over 67 år, kan bestyrelsen efter ansøgning nedsætte kontingentet til halvdelen.

 

§ 7

Samtlige medlemmer har ret til at bære klubbens emblem og mærke. Klubbens aktive sejlere må desuden føre klubbens stander.

 

Fartøjsejere har ret til liggeplads og overvint-ringsplads i det område og omfang, Vejle Lystbådehavn kan anvise. Samtlige medlemmer har ret til at overvære generalforsamlingen.

 

§ 8

Til æresmedlemmer kan udnævnes enhver, der særligt har bidraget til klubbens og sejlsportens trivsel.

 

Udnævnelsen sker ved enstemmig vedtagelse på en generalforsamling efter indstilling af bestyrelsen. Æresmedlemmer er kontingentfrie.

 

§ 9

Udmeldelse af klubben skal finde sted inden 1. december og sker ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen. Bestyrelsen kan udelukke medlemmer, hvis de ikke mere opfylder betingelserne for medlemsskab af klubben, eller hvis vægtige grunde taler for udelukkelse, f.eks. ved, at fortsat medlemsskab skader klubbens arbejde eller renommé.

 

Udelukkes et medlem, skal dette have det at vide skriftligt, og vedkommende skal have mulighed for at forsvare sig, inden bestyrelsen træffer sin endelige beslutning. Vedkommende er desuden berettiget til ved førstkommende generalforsamling at redegøre for sin sag, hvorefter spørgsmålet afgøres endeligt af generalforsamlingen, idet udelukkelsen stadfæstes, såfremt 2/3 af de afgivne stemmer går ind herfor.

 

§ 10

Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Den fastlægger retningslinier for klubbens virke og vedtager de nødvendige vedtægter og bestemmelser herfor. Den vælger formand og bestyrelse til ledelse af klubbens daglige arbejde, ligesom den vælger udvalgsformænd, revisorer og suppleanter.

 

§ 11

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Bestyrelsen indkalder med 8 dages varsel i pressen.

 

Meddelelsen skal indeholde evt. forslag fra bestyrelsen.

 

Forslag fra medlemmerne til ordinær generalforsamling fremsendes skriftligt til formanden senest 15. februar.

 

§ 12

Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende punkter: 

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab og budget
  4. Fastsættelse af næste års kontingent
  5. Beretning fra de forskellige udvalg
  6. Forslag fra bestyrelse og medlemmer
  7. Valg af bestyrelse
  8. Valg af formand (hvert andet år)
  9. Valg af to suppleanter til bestyrelsen
  10. Valg af udvalgsformænd
  11. Valg af revisorer og revisorsuppleant
  12. Eventuelt

 

§ 13

Formanden leder valget af dirigent, som vælges efter forslag fra bestyrelsen eller efter forslag fra de fremmødte medlemmer. Dirigenten leder forhandlingerne og dagsordenens øvrige punkter.

 

§ 14

Stemmeret ved generalforsamlinger har alle aktive medlemmer over 18 år.

 

(Støttemedlemmer har ikke stemmeret). For at kunne deltage i afstemningen må forfaldent kontingent være betalt. Afstemninger foretages ved håndsoprækning, dog skal der foretages skriftlig afstemning, hvis mindst 5 af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.

 

Beslutninger afgøres ved almindelig stemmeflerhed.

 

§ 15

Forandringer i de nuværende vedtægter kan kun finde sted, når mindst halvdelen af foreningens stemmer er repræsenterede, og når forandringen vedtages med mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer.

 

Er dette ikke tilfældet, indvarsles der med 8 dages varsel til en ny generalforsamling ved bekendtgørelse i pressen, og på denne generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages uden hensyn til de mødte stemmers antal, når mindst 2/3 af de mødte stemmer afgives for denne.

 

§ 16

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på foranledning af bestyrelsen, og der skal indkaldes hertil, hvis mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter anmodning herom. Der indkaldes som ved øvrige generalforsamlinger.

 

§ 17

Generalforsamlingen vælger bestyrelsen, der består af formand og 7 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter, der alle skal være myndige.

 

Valgperioden er 2 år. Formanden vælges ved særskilt afstemning.

 

Bestyrelsesmedlemmerne afgår med 4 på lige årstal og 3 på ulige årstal. Genvalg kan finde sted. Mindst 4 bestyrelsesmedlemmer - deriblandt formanden - skal tilhøre kategori A.

 

I tilfælde af afgang i årets løb indtræder suppleanter indtil nyvalg kan finde sted på førstkommende ordinære generalforsamling.

 

Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer, klubsekretær, havneudvalgsmedlem, samt repræsentanter til henholdsvis ungdomsudvalg, kapsejladsudvalg og Neptun Windsurfing Afdeling.

 

Kasseren kan ikke samtidig bestride andre bestyrelsesposter i S.N.V.

 

§ 18

Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen, og den varetager klubbens daglige arbejde og administrerer midlerne i henhold til vedtægterne og efter de af generalforsamlingen angivne retningelinier.

 

§ 19

Formanden eller næstformanden repræsenterer klubben udadtil og i alle retsforhold. Optagelse af lån, pantsætning samt køb og salg af fast ejendom kræver formandens og yderligere 3 bestyrelsesmedlemmers underskrift.

 

§ 20

Formanden leder bestyrelsens arbejde og forestår forhandlingerne ved møderne. I formandens fravær overtager næstformanden denne opgave efter formandens bemyndigelse.

 

Til bestyrelsesmøder indkaldes så ofte formanden finder det fornødent, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønsker herom. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er til stede (heraf formanden eller næstformanden).

 

Beslutninger vedtages med almindelig stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende. Der skrives referat fra såvel bestyrelsesmøder som generalforsamlinger, og disse referater skal være tilgængelige for ethvert medlem, som ønsker indsigt heri.

 

§ 21

Udvalgene varetager deres respektive opgaver under ledelse af udvalgsformændene og med ansvar overfor bestyrelsen.

 

Klubbens formand er automatisk formand for havneudvalget, medens de øvrige udvalgsformænd vælges på generalforsamlingen.

 

Udvalgene kan i øvrigt selv vælge størrelse og arbejdsform, men i ungdomsudvalget skal dog lederne af optimist- og juniorafdelingerne have sæde.

 

§ 22

Generalforsamlingen vælger 2 revisorer for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

 

Regnskabet skal overgives revisorerne til revision og vurdering senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse, og revisorerne skal have tilendebragt deres revision eller vurdering senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

Evt. revisionsbemærkninger skal meddeles generalforsamlingen ved regnskabets forelæggelse.

 

§ 23

Opløsning af klubben kan kun finde sted efter urafstemning blandt medlemmerne og kan kun besluttes, såfremt mindst 4/5 af disse stemmer for beslutningen.

 

Samme afstemningsregel gælder for ændring af denne paragraf.

 

Opløses klubben, skal evt. midler først anvendes til dækning af klubbens gæld og evt. overskydende midler skal anvendes til gavn for sejlsporten på Vejle Fjord efter nærmere bestemmelser taget af Dansk Sejlunion.

 

Ovenstående vedtægter for Sejlklubben Neptun (stiftet 1881) træder i kraft den 11. marts 2000 og afløser vedtægterne fra 1996.

 


11. marts 2000

P.b.v.
Palle Iversen, Formand

Gå til toppen
  Dagens vejr fra DMI
Se vejret
  Cockpittet
Cockpittet
  Sponsorer








  Vejle Lystbådehavn
Vejle Lystbådehavn
  MRD Matchrace
Matchrace