Som formand for windsurferklubben ønskes alle, begynder som erfaren windsurfer, en rigtig god sæson 2008.
Vi har udarbejdet denne side med det formål at informere om aktiviteter, kultur og alt det praktiske omkring vores windsurferklub.
Thomas Ahlfeldt
Formand
Kultur
”Det er fedt at windsurfe, men sjovere sammen med andre”
Sporten er det samlende, men samværet er lige så vigtigt.
I windsurferklubben ønsker vi at der skal være plads til både sporten, dig og familien. Vi værner om en windsurferkultur som er ukompliceret og enkelt at trives i. Døren til klubhuset er for eksempel altid åben. Er der ikke lavet kaffe, så må du selv i gang. Vi hjælper hinanden med det praktiske og det forventes at den enkelte bidrager. For børnenes vedkommende, gerne med hjælp fra forældre. Vi behandler hinanden ordentlig og passer godt på hinandens udstyr. Efter træning på onsdage er der fællesspisning, hvor den medbragte mad grilles på klubbens grill. I denne forbindelse er det almindeligt at venner og familier deltager.

Begynder
For at komme i gang med at windsurfe kræver det,
- at du kan svømme 200 m
- neopren-våddragt og støvler
- en svømmevest
- windsurfer udstyr
- tålmodighed
Til en start kan alt udstyret lånes af klubben, men det anbefales at du anskaffer din egen dragt, støvler og vest som noget af det første af hensyn til pasform og hygiejne. En instruktør vil på land fortælle dig om sikkerhed, regler, håndtering af udstyr og teknik. Herefter trænes der i de grundlæggende færdigheder ved kysten på ca. 1 m vand.
En træningsaften
Der trænes mandag og onsdag fra kl. 17.00 til 19.00. Klubbens udstyr fordeles mellem de fremmødte af instruktørerne. Hvis det blæser meget kan det betyde at begyndere ikke kommer på vandet, men sejler med i en følgebåd eller bliver på land. Når det ikke blæser nok til windsurfing vil instruktørerne igangsætte andre aktiviteter. Det er fysisk krævende at windsurfe, derfor møder man ikke op til træning på tom mave. Når udstyret er pakket sammen og gummibåden er på land i garagen, samles vi i klubhuset til lidt kage, saftevand/kaffe som forældre og pårørende har bragt/bagt efter en Kage-bage-liste som klubben udsender på e-mail.

Udstyr
Klubben råder over en del skoleudstyr som den enkelte selv henter og afleverer i skole-udstyr-huset. Eget udstyr kan opmagasineres på hyller i de røde hytter. En hylde kan lejes af medlemmer for 150 kr. pr. sæson. Efter ca. to sæsoners træning eller omkring konfirmationsalderen er tiden inde til at anskaffe sit eget udstyr. I denne forbindelse vejleder klubbens instruktører gerne i indkøb af det optimale udstyr, brugt som nyt.
Kontingent
Windsurferklubben er en underafdeling af SNV, Sejlklubben Neptun, Vejle. Så hvis du ønsker at være medlem indmeldes du i hovedklubben hvor der betales et indmeldings gebyr på 100 kr. og et årlig kontingent på 550 kr. Der ydes en søskenderabat på 100 kr.
Hvis du modtager instruktion og låner skoleudstyr betales der et trænerbidrag på 600 kr. for en hel sæson og 400 kr. for en halv.
Sikkerhed
Klubben råder over en jolle med påhængsmotor som fast ligger fortøjet ved fiskernes jollebro og en hurtiggående gummibåd, som sættes i vandet på træningsaftener. Disse både indgår i det sikkerhedsmæssige og benyttes også af instruktører under træning på vandet.
På en træningsaften afkrydser man sig på en liste i klubhuset, når man går på vandet og igen når man går på land.
Ingen kommer på vandet uden en svømmevest og en neopren-dragt der passer i størrelse.
På vandet gælder de almindelige søfartsregler.
Information
For sæsonen 2008 er der udarbejdet en aktivitetskalender, som er lagt ud på hovedklubbens hjemmeside www.snv.dk under windsurf. Her vil der også være links til andre hjemmesider og billeder fra livet i windsurferklubben.
På en e-mail-liste udsendes der løbende information omkring aktiviteter i klubben. For at komme med på listen sender du en e-mail til Knud Mortensen kmo@maxit.dk med oplysninger om navn, tlf, mobil og adresse.
Vi holder til for enden af Dampskibsvejen, Bredballe, 7120 Vejle Ø

Vi ses
Thomas og instruktør Teamet
|